Hansen & Marcussen med Bosnjak & Bilde
Smukke Charlie, I Favntag Med Livet
16 Sange du troede du kendte

Efter stor succes med Pianisten & Bumsen (En hyldest til John Mogensen) og Alle tiders kvinde (En hyldest til kvinden) er Hansen & Marcussen nu klar med ”3´eren”, som er et favntag med selveste livet.

Teaterkoncerten Smukke Charlie er en forrygende musikalsk rejse med nyfortolkninger af 16 danske sange, som på hver deres særegne måde bærer væsentlige sider af livets store kompleksitet i sig.

Snyd ikke dig selv for denne chance for at opleve Hansen & Marcussens unikke udgaver af sange som Otto Brandenburgs ”To lys på et bord”, Søren Kragh-Jacobsens ”Kender du det ?”, TV2´s: ”Eventyr for begyndere” - og mange flere.

* * *

Forestillingen fungerer både i almindelige teatersale med publikum på stolerækker, samt med publikum siddende ved cafeborde og med servering inden forestillingen.

Varighed: 85 min. uden pause.
Turné-Periode: Udvalgte perioder i efteråret 2010, samt foråret 2011.

Kontakt
TEATER V BOOKING
Anny Neel Dirchsen
Tlf: 61 66 98 07 · Mail: anny@teater-v.dk

Produceres i samarbejde med Teater V, hvor forestillingen spiller i september 2010.
Medvirkende: Victor Marcussen, Niels Søren Hansen, Emir Bosnjak & Tom Bilde
Scenografi: Steen Lock-Hansen.
Instruktion: Pelle Koppel

Lydeksempler

"Kender du det" Klik >> her for lydeksempel
"Rastløs" Klik >> her for lydeksempel
"Jeg behøver ingen doktor" Klik >> her for lydeksempel
"Svantes forårssang" Klik >> her for lydeksempel

 

»Smukke Charlie« er en hyldest til livet
Anmeldelse af teaterkoncerten
»Smukke Charlie – I Favntag Med Livet«
Af Kirsten Dahl

Livets viser drejer i »Smukke Charlie« – og hold op hvor den svinger skønt. Fra livets spæde start, over barneår, ungdomskuller, voksenliv og lige ind bag himmelens port til barfodet englefest.

Omgivet af de tre forrygende musikere, Niels Søren Hansen ved klaveret og Emir Bosnjak og Tom Bilde, der begge behersker mange instrumenter, serverer Victor Marcussen en buket kendte sange, så de - i kraft af den hudløshed, kropslighed og betoning, hvormed han tolker dem - får et nyt og anderledes liv.

Med udtalte pauseringer, sproglige betoninger, generthedens skæve vrid i kroppen, blikkets bortvendte retning, ryggens trætte krumning, armenes flittige flirt og mange andre 'kunster' er det som om Marcussen nærmest genføder en lang række af de sange som har lagt sig trætte som udkogt pop på trivialitetens uinteressante hylder.

Sammen med musikerne – og præcist, humoristisk og sensibilitetsfyldt instrueret af Pelle Koppel - er det som om Marcussen trækker livets universelle og almengyldige essens krystalklart ud af alle de mange forskellige sange som programmet består af.

Sammen fortolker forestillingens firkløver 16 sange (ja i virkeligheden ganske mange flere fordi der undervejs er et skønt "Charlies medley") så der i den grad er plads til at vi hver især kan møde dem med det liv vi hver især har lige nu og her.

 

Berusende og bevægende
TEATERKONCERT "Smukke Charlie - i favntag med livet"
af Ove Nørhave, 8. okt. 2010, Nordjyske.dk

Egentlig er det noget sludder at bruge en undertitel som "16 sange, du troede du kendte" - for faktisk når "Smukke Charlie" og hans yderst musikalske trio et godt stykke forbi 50 melodier og tekster af den absolut mest uopslidelige slags, takket være aftenens hoved-attraktion, "Charlies drøm", der viser sig at være et cirka 15 minutter langt (og ikke så lidt hektisk) medley af gennemprøvede fuldtræffere, som ender med gennemspille nærmest alle kærlighedens faser; forelskelse og flirt, had til rivalen, jalousi frem til endelig erkendelse af nederlag, for "jeg kan se på dine øjne, at du har en anden kær".

Scenen er en restaurant for to, et par blandt publikum bliver hevet op og får serveret vin - og "Smukke Charlie" ikke bare lægger, men kamp-lægger an på kvinden med kaskader af "Jeg kysser Deres hånd, Madame" og "Jeg ringer på fredag" - og skaber en vis afstand til manden med "Take it easy, boy boy" og "Der kommer altid en sporvogn og en pige til" frem mod overgivelse og den store, rørende "Bella Notte"-finale fra Disney-filmen "Lady og Vagabonden".

Det kan virke banalt, men det fungerer. Hele vejen. Ikke mindst takket være "Smukke Charlie" selv, altså sangeren Victor Marcussen, der synger med hele kroppen og næsten mere til - og på en måde, så der så godt som altid er to streger under hvert ord, sommetider tre.

I et land, hvor man gerne går og putter med sine passioner, spiller Victor Marcussen den helt ud til kanten, uanset om han - og holdet bag ham - giver den fuld musikalsk skrue med højt humør tværs gennem Søren Kragh-Jacobsens "Kender du det" eller ligger og ruller på gulvet i egen tømmermands-agtig afmagt til tonerne af Troels Triers "Jeg behøver ingen doktor".

Showet er virkelig "I favntag med livet", for melodier og tekster er meget omhyggeligt stillet op i kronologisk orden i forhold til livets gang. Fra Lars Lilholts tankevækkende "De tolv dage", børne- og cirkus-melodier tværs hen over ungdom og forelskelse (og "Charlies drøm") til voksen- og alderdom.

Henimod slutningen rykker Charlie & Co. særligt stærkt igennem med en usædvanligt rørende fortolkning af Niels Hausgaards "Far", sunget på en måde, så man næsten ikke kan undgå at få ondt i maven: "Du nåede det ikke, far. Det blev for sent"...

Og så godnat og farvel og den udødelige revyklassiker "Lille sommerfugl" at nynne hjem på, for "når jeg mindes dig, ak, så tænker jeg, hvem der bare var sommerfugl".

Hjem fra et par timers genhør med et halvt hundrede slidstærke melodier, serveret berusende og bevægende, går man glad, især da efter at have lyttet til (og nydt) et væld af flotte enkeltdetaljer hos de tre musikere bag Marcussen: Niels Søren Hansen på klaver, Emir Bosnjak på harmonika m.m. og Tom Bilde på mandolin, trombone m.m.m.

Hansen & Marcussen · kontakt@hansen-marcussen.dk